Cykelsmede, jurister og stationsforstandere

Vi er netop ankommet til Bali og har sagt farvel til Sri Lanka. Inden Bali skal opleves for fulde sejl vil jeg dele et sidste par små anekdoter fra rejsen på Sri Lanka. Jeg synes hverdagslivet i det fremmede er fascinerende og at det er enormt spændende at få indblik i, hvordan alle de funktioner og jobs vi kender fra en dansk kontekst løses når man befinder sig et andet sted. Fx et besøg hos cykelsmeden i Nilaveli på billedet ovenfor.

Jurister i staldene

I Kandy besøgte vi Tandens Tempel, hvor en af Buddhas tænder efter sigende opbevares. Tanden har været genstand for forskellige konflikter gennem flere århundreder, hvor forskellige herskere og religiøse ledere har forsøgt at få den i deres varetægt. Det har resulteret i, at tanden har levet en omskiftelig tilværelse frem og tilbage mellem Indien og Sri Lanka, for så endelig at finde sin nuværende plads i Kandy. Lige udenfor templet ligger nogle gamle staldbygninger fra briternes tid på Sri Lanka. Staldene er for længst indrettet til andre formål og de høje staldindgange huser nu forskellige små butikker, som er tematisk indrettet. I en af længerne finder man en hel række små kontorer, hvor jurister residerer. Jeg har jo arbejdet perifert med området og kunne ikke lade være med at gå ind og snakke med en af dem. Hvordan mon arbejdet som jurist udfolder sig på Sri Lanka?

Manden jeg mødte var dejligt imødekommende og var begejstret (eller forundret) over, at en turist virkede interesseret i hans arbejde og ikke havde opbrugt sin energi på templet ved siden af. Præcis som med juristerne i Danmark havde jeg svært ved at forstå helt præcist hvad det var han lavede. På trods af faglige og sproglige vanskeligeheder var det dog spændende at få set hans arbejdsplads og få fortalt om hans opgaver, som vist nok primært omhandlede juridisk bistand ved køb og salg af ejendomme.

DSC_0079.jpg

Imperialistisk orden på togstationerne

Sri Lanka er kendt for sine langsomme, men ellers velfungerende toge, som dækker nogle af de mest vitale rejseruter på øen. Vi elsker at rejse med tog, så vi har gjort flittig brug af togene her. Senest på en marathontogrejse fra højlandet og ud til Colombo ved kysten.

I øjeblikket læser jeg Verden rundt i firs dage af Jules Verne for ungerne. Jeg har selv læst den i tegneserieformat som lille og tænkte, at det måske ikke var en dum anledning til at introducere den for ungerne – temaet passer jo. Phileas Fogg, som bogens hovedpersonen og helt hedder, er en punktlig og en smule stuck-up mand fra det bedre borgerskab, som udover en stærk tro på den teknologiske udviklings lyksaligheder også har en pertentlig optagethed af rene skjorter og punktlig servering af sin 5 o´clock afternoon tea. Historien er fra sidst i 1800-tallet, hvor storbritanien er stærkt på vej mod at blive den altdominerende verdensmagt og et af symbolerne på det britiske imperiums magt var de mange togbaner, som blev anlagt i perioden.

Jeg er faktisk ikke klar over i hvor stort omfang briterne står bag jernbanenettet på Sri Lanka, men når man besøger de lidt mindre togstationer på Sri Lanka er det som at træde ind i bogen Verden rundt i firs dage. Man ville ikke blive det mindste overrasket, hvis Phileas Fogg og hans butler Passepartout kom anstigende og insisterede på at toget skulle køre til den planlagte tid. Vores seneste togrejse var fra Ella i højlandet og her var der den mest fantastiske og sirligt indrettede togstation. Vi ankom i god tid før afgang og havde derfor mulighed for at observere den daglige trummerum. Billetterne blev minutiøst kontrolleret af en mand i brun uniform, mens to yngre hvidklædte stationsforstandere annoncerede togenes ankomst og afgang over et ældgammelt højtaleranlæg og trykkede på knapper der udløste karakteristiske klokkelyde. En af de yngre mænd havde lidt nonchalant løsnet sit slips mellem to togs ankomst, men fik det hurtigt strammet igen, da næste tog nærmede sig og skulle annonceres. Phileas Fogg ville have elsket det.

DSC_0200.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s