El Choro – fra sne til jungle

Vi er lige kommet tilbage fra 4 dages trek i Parque Nacional Cotapata, som ligger godt en times kørsel fra La Paz. Pakkeliste for vores lille børnefamilie: 4 muldyr, én guide, én kok, én dyrepasser, telte, soveposer, kogegrej og masser af mad.

Vi har i et stykke tid gerne ville lave en lidt længere vandretur med børnene og valget faldt på den gamle inkavej El Choro, som starter i bjergene omkring La Paz i 4700 meters højde og ender i tæt skov ca. 1800 meter over havets overflade. Normalt kan man gå de 55 km på tre dage, men med børnene planlagde vi at gøre det på 4 og at få hjælp til at bære grej og børn. Det udviklede sig til 4 muldyr og tre personer som skulle hjælpe os. SDU - 1 3.jpg

Vi startede med at blive kørt op i bjergene med minibus til der hvor trekket starter. Det havde imidlertid sneet kraftigt om morgenen og vi var derfor nødt til at gå det sidste stykke til toppen selv, da minibussen ikke kunne komme gennem sneen. Chaufføren gjorde flere forsøg, men selv med snekæder på lykkedes det ikke. Vi var forberedt på, at det kunne blive koldt, men vi havde ikke regnet med at skulle starte vandreturen i sne. Udsigten var fantastisk og efter en times gang blev vi mødt af Hugo og hans fire muldyr, som skulle hjælpe os med bagage og med at bære børnene når de blev trætte. Børnene var trygge ved dyrene og de fik selvfølgelig meget ofte meget trætte ben sådan at de kunne få lov til at ride.SDU - 1.jpg

Den første dag nåede vi at komme ud af sneen og ned til en lille landsby hvor vi skulle overnatte. Landsbyen bestod af omkring 50 simple stenhuse, men kun en enkelt familie boede der nu. Resten af husene stod tomme og deres tidligere beboere var flyttet ind til byerne for at opsøge de muligheder, som ikke findes i en lille landsby i bjergene. Vores guide Juan, som er vokset i området kunne fortælle, at da han var barn var der omkring 150 mennesker i byen og nu 15 år efter var der kun 10 tilbage.

Selvom sneen var en fornøjelig overraskelse fik vi alle desværre en slem solskoldning og ondt i øjnene af turen gennem sneen. Højde + sne + solskin er en sikker opskrift på sneblindhed, men vi var ikke helt forberedt på scenariet og havde derfor glemt at tage solbriller og hatte på. Ikke så smart. Efter en gang urolig søvn var vi dog friske nok til at drage videre næste morgen.

Den gamle Inkasti som vandreturen følger, løber langs en flod, som i starten blot er en lille strøm af smeltevand for mod trekkets afslutning at have vokset sig til en stor og voldsom flod. Samtidig skifter landskabet fra at være præget af sne, klipper og kulde til langsomt at gå over i varme og frodig og tæt skov. Det var stor oplevelse at opleve denne forandring.

Hannah og vores kok Felix på vej over en af mange små bækkeSDU - 1 (1) 3Udkanten af den lille landsby, hvor vi overnattede første natSDU - 1 4Benjamin på muldyr i tæt skovSDU - 1 2

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s