Der er rigtig mange gode grunde til at rejse, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der præcis gjorde, at Sarah og jeg i sommeren 2016 sagde vores jobs op, solgte vores lejlighed, bil (og alt muligt andet), tog vores tre børn på 4, 7 og 10 år ud af skole og børnehave og købte en billet til Sydafrika med en plan om at rejse jorden rundt – højre om.
Jeg ved ikke helt, hvad den beslutning er svaret på, men beslutningen føltes og føles rigtig. Det handler ikke så meget om at rejse væk fra noget. Det handler heller ikke om at finde noget bestemt et eller andet sted derude. Det handler måske bare om at rejse?